Båltale – Avedøre landsby – 2013

Så står vi her igen – endnu en sommer og endnu en Skt. Hans Aften med bål, sang, øl, vand og pølser. Jeg vil gerne takke for, at jeg igen i år har fået lov at holde båltalen – det passer mig fint, på den måde at forstå, at jeg skulle her op ved Gadekæret alligevel, for dette er ganske enkelt byens hyggeligste Skt. Hans fest. Det er dejligt at være her – og det er dejligt at se jer igen…for det er jo en af de gode ting ved Skt. Hans. Modsat fx julen, som for de fleste er helliget familien, så er det her jo en festlig sammenkomst, hvor man kommer ud blandt andre – med familie, venner, naboer og andre mennesker…Nogle af dem ser vi hver dag – andre en gang imellem og andre igen ser man måske nærmest kun 1 gang om året. Så det er en chance for at få tjekket, om alle de andre har det godt og for den sags skyld stadig er her….for det er jo desværre ikke nogen selvfølge, at vi alle er her – og ses igen næste år og året efter det.

Sidste år gik jeg glip af jeres fest, for da var jeg i Afrika – i Ethiopien – for at undervise politifolk fra hele det afrikanske kontinent. Det var lige ved at gå galt igen i år, for jeg er næsten lige kommet hjem efter et par uger med undervisning – denne gang i Kenya. Jeg var også lidt usikker på, hvad jeg skulle sige, for jeg synes jo, at jeg sagde ALT for 2 år siden.

Men som sagt – jeg har været i Afrika, og der kan man jo godt få inspiration. Hekse er meget almindelige i Afrika. Mange kvinder tror selv på, at de er hekse, hvis de bliver beskyldt for at være det. I Ghana er der ligefrem hekselandsbyer med hundredevis af kvinder, som er blevet udpeget som hekse, men som er sluppet væk fra stening og har søgt ophold i disse hekselandsbyer. Jeg kender også til en episode i Kenya, hvor en vred gruppe på op mod 300 unge mænd gik på heksejagt i to landsbyer og dræbte 11 hekse . Heksene, der fortrinsvis var kvinder i alderen 70 til 90 år, blev slæbt ud af deres hjem. Nogle fik skåret halsen over, andre blev tæsket til døde. Alle blev de til sidst overhældt med benzin og stukket i brand. Motivet til jagten var, at heksene var mistænkt for at forhekse lokale børn.

Landsbyboerne klager over, at troldmænd og hekse gør de kloge børn i området dumme. Ifølge politiet i Kenya, så er der ingen, som tør stå frem i den slags sager. Enten fordi de frygter hævn fra heksejægerne – eller fordi de selv mener, at heksene fortjente deres skæbne. Heksedoktorer bruges i forvejen af mange afrikanere, som stoler mere på urter og besværgelser end på læger. I nogle tilfælde bruger de lokale myndigheder endda de såkaldte healere til at løse konflikter. Der er en tro på, at ulykker ikke opstår af ingenting, og derfor leder man ofte efter en forklaring i trolddom.

Det er utroligt, så udbredt troen på hekse er i Afrika. I Tanzania er der indenfor de seneste år slået ca. 3000 kvinder ihjel på den konto – problemet kendes overalt i Afrika, men mest i Vest-/Centralafrika. Med børn er der et særligt problem. Børn, der bliver forbrændt, tæsket, udstødt eller slået ihjel. Det er virkeligheden for mange afrikanske børn, der pga. overtro bliver opfattet som hekse. Hvis fx der er dødsfald i familien, skal der findes en skyldig – og så er det nemt at beskylde et barn for heksekunst, da det ikke kan forsvare sig selv.

Et andet problem er albinoer. I Afrika omtales albinoer nedsættende som spøgelser eller skrællede kartofler – fordi de er hvide og ikke brune, og mange er overbevist om, at albinoer blot forsvinder i stedet for at dø. Mange mænd tror også på, at de kan blive helbredt for hiv-aids ved at voldtage en albino. Så da jeg hørte om disse ting, så var jeg slet ikke bange for elefanter, løver, leoparder og fugleedderkopper…..jeg skyndte mig at tage hjem igen, før nogen blev for interesserede i mig. De var allerede begyndt at kalde mig MZUNGU og give mig en bluse på med denne tekst – som betyder hvid mand/blegansigt på swahili.

Så jeg er tryg ved at være hjemme – her i Avedøre – og glad ved tanken om, at der også i år KUN skal ofres en dukke på bålet. Der er så rigeligt at være bekymret over til hverdag – om man kan få sin eksamen….hvis man kan få lov at komme i skole….om helbreddet holder, om man kan bevare sit job – eller få et nyt, hvis man har mistet det….eller om Avedøres fodboldhold rykker ned – hvad de sensationelt ikke gjorde efter sejr i går. Vi er jo alle tryghedsnarkomaner, så det er godt – i hvert fald denne ene gang om året – at stoppe op og huske på, hvor dejligt et land vi bor i og er del af….Det er denne aften med højt til loftet under åben himmel og lys til langt ud på aftenen god til. Så kan vi føle os ærkedanske med en tradition, som er vedkommende for alle….i modsætning til de moderne Haloween og Valentines Dag-aktiviteter, som efter min mening har et kommercielt sigte

Så kom jeg alligevel igennem talen – uden at snakke om ævl og kævl i politik, for det skal man lade være med, når der er fest, bål og brand. Man risikerer bare at udsende uheldige røgsignaler, og det skal vi ikke have noget af.

Så lad os nyde aftenen – synge den velkendte Midsommervise – og se frem til den sommer, som stadig er ung.