Budget 2010 - Udspil fra Konservative
Forord:
Når der skal forhandles om det kommende års budget, er det praksis, at hvert parti på et kommunalbestyrelsesmøde fremlægger sine tanker og ideer for, hvordan man mener at næste års økonomi i kommunen kan planlægges. I år enedes partierne, som har plads i økonomiudvalget (med borgmesteren i spidsen), at man hellere skulle gå direkte til de politiske forhandlinger, hvilket Konservative var imod. Som en af de få, fremkom jeg derfor åbent og ærligt med Konservatives udspil op til forhandlingerne, idet jeg mener, at offentligheden bør vide, hvad de forskellige partier bidrager med. Alternativet havde været, at man førte forhandlinger bag lukkede døre, hvorefter et antal kommunalbestyrelser på et tidspunkt udsendte en pressemeddelelse om, at de nu havde indgået et forlig om næste års budget. INGEN ville vide, hvem der mente hvad i forløbet....det ville ikke være kønt.
Min budgettale - i uddrag:
Dystre tal danner en råskitse for budget 2010, som vil give et minus på 84,7 mio kroner - og det er efter, at staten har tildelt os ekstra 8 mio kroner. Det duer ikke.
Målet må være, at vi sikrer balance mellem udgifter og indtægter, og at vi overholder servicerammen, så vi ikke bliver straffet og trukket i bloktilskuddet. Konservative er med på, at vi må sænke ambitionsniveauet på anlægssiden (byggeri m.v.) til fx 106 mio kroner, som foreslået af forvaltningen. Derpå er der et minus på ca. 60 mio kroner, og derfor er vi nødt til at finde nogle væsentlige besparelser - ikke efter "salamimetoden", men reelle og VARIGE besparelser. Jeg har stor forståelse for, at der ikke bør slås ned på klubber og fritidshjem igen, da de holdt hårdt for sidste år, men jeg kan heller ikke acceptere, at der på skoleforvaltningens område skal findes besparelser for 26,5 mio kroner, som der er lagt op til. Det er ren gift for skoleområdet - og især for de svageste elever at dømme ud fra de forslag og høringssvar, vi er præsenteret for. Omvendt kan jeg ikke garantere NOGEN, at de ikke bliver ramt.
Forvaltningen har beskrevet, at der kunne hentes penge via højere kommuneskat og højere ejendomsskatter (grundskyldspromille), og borgmesteren HAR faktisk søgt om lov til at hæve ejendomsskatterne. Jeg kan kun sige, at skatterne efter min opfattelse allerede er for høje, og det var min forventning, at jeg ikke skulle høre nogen tale om skatteforhøjelser i år.
Nogle er chokeret over alle de penge, som vi mangler næste år. Helt ærligt - det ER rystende, men overrasket kan man altså ikke være. Sidste år vedtog ALLE andre politikere/partier end jeg/Konservative vedtog et budgetforlig for 2009, hvorefter man i overslagsårene (altså de efterfølgende år) kunne se, at man ville bruge 64 mio af kassen i 2010, 28 mio i 2011 og 11,5 mio i 2012. Derpå ville kassebeholdningen være nede på 58 mio kroner - ca. det halve af, hvad alle er enige om er det nødvendige. Det var ikke langtidsholdbart. Derpå skred budgettet, som det store flertal havde vedtaget, i første halvår af 2009 med 73 mio kroner, så man i juni måtte enes om en nødløsning, hvor man sparede 11 mio kroner og MEGET midlertidigt kunne ride stormen af. Budgetforligets partier havde ikke mod og vilje til reelt at løse problemet, så det var klart for alle, at man under arbejdet med budgettet for 2010 skulle finde et stort beløb for at modvirke et stort træk på kassebeholdningen. Den store opgave er derfor HELT forudseelig.
Vi diskuterer ofte kommunens udgiftsniveau og serviceniveau. Socialdemokraterne siger, at de ØNSKER det høje serviceniveau - det er et politisk valg, selv om det koster. Et højt serviceniveau ønsker vel alle - men vi skal også kunne betale det, og det kan vi åbenbart ikke. Derfor er Socialdemokraternes valg af niveau et forkert valg, og det betyder, at mange nu vil konstatere dette på den hårde måde.
Konservative mener, at vi må lave en analyse af vort høje udgiftsniveau, så man kan se, hvor det er Hvidovre bruger langt flere penge end andre kommuner. Resultatet af analysen skal så bruges til at finde besparelsesmuligheder på nogle af de tunge områder - fx social-/sundheds- og skoleområdet. Konservative ønsker at finde en løsning på problemerne én gang for alle - selvom det ikke bliver rart - for det er mangel på respekt for borgere og ansatte her i kommunen, når de gang på gang skal trækkes gennem ubehageligheder i sparerunder. Det handler om borgere, forældre, ældre og om næsten 4000 ansatte, som igen og igen efterlades i utryghed om, hvorvidt lige netop de rammes af besparelser. VI KAN IKKE VÆRE DET BEKENDT.
Konservative har nogle forslag, hvor vi ønsker at drøfte mulige besparelser:
- Det er nærmest en fornærmelse, når man nu foreslår, at der skal serveres kaffe og brød til folk, som venter i kø på at købe billet til den årlige pensionistskovtur. Det er et lille beløb, men med de udfordringer, som vi står overfor , så er det da et mærkeligt sted at bruge endnu flere penge.
- Vi må se på Aktivitetscentret og centret i Spurvegården - måske sammenlægge tilbuddene og/eller indføre øget brugerbetaling.
- Vi foreslår at lukke 1 skole, lukke 1-2 biblioteker og sælge en skolekoloni. 4 kolonier, som hver i sær bruges max halvdelen af årets dage, er for mange, og det faldende børnetal betyder, at vi har overskudskapacitet på skolerne. Hvis man lukkede Holmegård Bibliotek kunne der indrettes selskabslokale/borgerhus med kulturelle tilbud for borgere i Hvidovre Nord istedet.
- Vi bør udlicitere mere og begrænse produktionen af ligegyldige pjecer samt spare på porto-kontoen, og så kunne man godt nedsætte beløbet, som vi bruger på støtte til privates bygningsforbedringer af ældre huse.
- Endelig synes vi, at der kan spares ½ mio på det nye forslag til forbedring af madkvaliteten fra kommunale tilbud. Vi har ikke råd til at opfylde forvaltningens ambition om, at Hvidovre ligefrem skal være FØRENDE på området.
Konservative har anvist mulighed for at forbedre økonomien med 35-40 mio kroner....og andre forslag kommer i spil.
SLUTREPLIK:
Det ærgrer mig, at næsten ingen andre havde mod til at fremkomme med forslag til besparelser. Jeg ved da godt, at det er valgår, men jeg tager min plads som politiker alvorligt. Vi er valgt til at løse kommunens udfordringer, og det prøver jeg så aktivt at tage del i. Tilsyneladende havde de fleste andre politikere INGEN løsninger - eller i hvert fald ikke mod til at sige det højt.
mvh. Steen Ørskov Larsen