Betalingsring i Kbh.
Fra Hvidovre Avis 27. sep. 2011 - artikel af Ole Adrian Sørensen....
- Forstår ikke rødt flertal...
Steen Ørskov undrer sig over, at Hvidovres "røde" lokalpolitikere bakker op om en betalingsring
Debatten om en betalingsring omkring København fortsætter. Og det er en vigtig debat, mener Steen Ørskov - især fordi det er en sag med stor betydning for Hvidovre.
- På kommunalbestyrelsesmødet i august drøftede vi netop emnet og det blev her tydeliggjort, at byens røde flertal bestående af Socialdemokrater, SF og Enhedslisten ikke varetager interesserne for de Hvidovreborgere, som har valgt dem. Det undrer mig naturligvis, at man som lokalpolitiker kan støtte en betalingsring omkring København, som uomtvisteligt vil påvirke Hvidovre-borgere negativt - både økonomisk og i forhold til øget trafik/forurening, mener Ørskov... - I særlig grad lød det hult, da Kenneth F. Christensen (S) på kommunalbestyrelsesmødet gav udtryk for, at han ønskede at blive valgt ind i Folketinget for at "kæmpe for Hvidovre", når virkeligheden var, at han i givet fald skulle ind og være med til at vedtage etablering af betalingsringen. Det eneste argument for betalingsringen er, at det er godt for miljøet - i København - og det er da rigtigt. Men det er dårligt for miljøet i Hvidovre og det er altså her, at vi lokalpolitikere har vores opgave... Ekstraregning til Hvidovre Steen Ørskov ser, i denne sammenhæng, ikke nogle positive perspektiver for Hvidovre: - Byens 1. viceborgmester, Niels Ulsing, har på TV udtalt, at Hvidovre må kompenseres økonomisk, hvis betalingsringen som han og SF støtter, etableres. Men kompensation er ikke løsningen - vi vil sådan set slet ikke have de ekstra biler susende rundt her i byen. Jeg tror desværre ikke, at vi skal regne med at få betalt de nødvendige anlægsarbejder, som en betalingsring vil medføre for Hvidovre, så der er udsigt til øget trafik - med forurening og slid på veje - øget pres på parkeringsmuligheder ved S-stationer samt merudgifter for de borgere, som af forskellige årsager skal til København i bil fremover. Der tales om en årlig udgift mellem 11-18.000 kr. for den enkelte. I øvrigt vil eksempelvis selvstændige håndværkere og andre, som arbejdsmæssigt kører til København selvfølgelig vælte merudgifterne over på forbrugerne, så også her får vi en ekstraregning. Det, vi sparer på billigere togbilletter, vil blive ædt op af stigende sundhedsudgifter, "bompenge" og øgede kommunale udgifter til veje og p-pladser... Skal op på tæerne Steen Ørskov mener, at man hellere skulle nedsætte afgifterne på miljørigtige biler - el-biler og hybridbiler - og på den måde nedbringe luftforureningen: - Forbedret kollektiv trafik, som kunne trække flere fra bilerne over i bus/tog, behøver heller ikke være afhængig af etablering af et betalingsanlæg. Dertil kunne man opkræve en vejskat af udenlandske lastbiler, som ikke bidrager til slid på vejnettet over vægtafgiften... Det er vigtigt, at Hvidovre Kommune følger udviklingen tæt, mener Ørskov: - Ja, nu må vores teknik- og miljøudvalg op på tæerne og sikre, at forholdene i Hvidovre ikke bliver ulidelige og urimelige. Der blev på august-mødet i kommunalbestyrelsen vedtaget et forslag fra mig om, at sagen bliver taget op og fulgt nøje i teknik- og miljøudvalget. Det var nok det bedste vi kunne gøre, da staten og Københavns Kommune kan gøre, hvad de vil omkring et betalingsanlæg. - Vi kan jo så kun håbe på, at de seneste dages rysten på hånden ændrer på situationen hos den kommende røde regering, slutter Steen Ørskov.
|
KONTAKT/LINKS
Kontakt » Kontakt Steen Ø. Larsen via mail.
Konservative » Besøg partiets hjemmeside.
Hvidovre Avis» Besøg den lokale avis og læs om politik, kultur m.m. i Hvidovre.
|