Blodhunden.
Jeg har haft blodhunden som fritidsinteresse siden 1984, hvor vi fik vores første blodhund, Anton. Siden er det blevet til yderligere 3 af slagsen gennem årene - Tarzan, Viggo og senest Gustav, som jeg desværre har mistet nu. Interessen blev vakt, da jeg så Poul Thomsen i TV-serien "Dus med dyrene", hvor der var et indslag med sporing. Blodhunde er jo verdensberømt for deres fantastiske evne til at bruge næsen. Ved nærmere undersøgelse viste det sig, at hunden - udover sit helt særprægede udseende - også har et meget særpræget væsen. Det er en MEGET selvstændig hund, som først og fremmest følger sit instinkt....nemlig at følge et spor. Får den først færten af noget spændende, så kan ingen og intet få den fra det igen - den lukker alt ude og hører intet og ser intet. Det giver sig udslag i, at man ikke skal forvente, at hunden lystrer, og at den løber ind i skilte, træer og hvad den ellers måtte møde på sin vej. Når den har sporet, så har den brugt alt sit krudt, og den kan derefter sove dybt - og larmende.....en blodhund snorker som en gammel mand !
Blodhunden er en af de ældste hunderacer. Den kaldtes oprindeligt St. Hubert, og den har eksisteret siden 700-tallet. Den stammer fra Ardennerne - Frankrig/Belgien - og er opkaldt efter biskop Hubertus af Liége. Den velkendte Hubertus-jagt er opkaldt efter ham. Blodhunderacen er i nyere tid forædlet i England.
Mange tror fejlagtigt, at racen er et arrigt dyr, som er dygtig til at lugte blod. Men det er slet ikke derfra, at navnet stammer. Ligesom man har fuldblodsheste, så betragtes blodhunden som en fuldblodshund - deraf kommer betegnelsen.
Jeg har har haft stor fornøjelse af at følge mine hunde på spor. Det er lækkert, når alt går op i en højere enhed, og fremfor alt er det en stor fornøjelse for hunden. I årenes løb er det blevet til 9 Sjællandsmesterskaber (senest her i 2010), 2 gang Årets Sporhund i Danmark og flere gange nr. 2 og 3 i samme konkurrence, 2 gange vinder af Årsstævnet for blodhunde ("åbne danske mestermester" med deltagelse af hunde fra flere lande) og 1 gang har vi opnået den fineste udmærkelse, som kun meget få hunde har nået - Dansk Sporings Champion.
Den store ulempe ved blodhunde er, at de savler meget. Man lærer at gardere sig imod det ved altid at have et håndklæde indenfor rækkevidde. Så man skal være entusiast - og efter min mening også ville spore med hunden - hvis man skal anskaffe sig en blodhund. En u-stimuleret blodhund kan spise rigtig mange møbler og tæpper !!!
Til gengæld får man en trofast og kærlig ven for livet - og det er jo ikke det værste, man kan få.
