Tro på fremgang for skolevæsenet
(Hvidovre Avis d. 8. FEB. 2011)
Kommunen har endelig besluttet en nødvendig tilpasning af skolestrukturen og Sønderkærskolen og Enghøjskolen lukkes. På De Konservatives vegne vil jeg lykønske forligsparterne og rose dem for deres mod til at træffe svære valg. Der er for flertallet grund til at glæde sig over beslutningen, men for mange elever på de berørte skoler, deres forældre og for medarbejderne, rammer beslutningen hårdt. Mange har været fantastisk engagerede i arbejdet med den fremtidige struktur, og vi skylder nu alle, at løfterne om et bedre skolevæsen i Hvidovre bliver til virkelighed. Målet må være, at Hvidovres skoler udvikler sig til de bedste på Vestegnen. Det er dét arbejde, vi nu skal i gang med. Et arbejde, der vil involvere politikere, forældre, elever, administration og alle ansatte på vore skoler.
Det har været en lang og følelsesladet proces, som startede med "Perspektivnotatet" for flere år siden. Notatet beskrev, hvordan vort skolevæsen i stigende grad ville blive presset og udhulet - ganske enkelt fordi der ikke var elever nok til, at det var forsvarligt at opretholde 11 skoler. Vi Konservative vurderede, at det var afgørende nødvendigt at reagere, og jeg gjorde mig som den første af byens politikere til talsmand for skolelukning. Det var en lang og knoldet vej, før der i 2009-2010 opstod politisk flertal for at løse opgaven. Forinden havde Soc./Milton Graff SF bedyret, at "I Hvidovre lukker vi ikke skoler - her redder vi skoler", og SF's Niels Ulsing udstedte ultimative garantier i valgkampen om, at der ikke blev lukket noget som helst med opbakning fra SF. Begge partier stemte dog for, da der siden hen var flertal for at lukke Engstrandskolen - en beslutning, som vi ved nærmere overvejelse forkastede. Man kan vælge at håne dem, som "løb fra egne valgløfter", men jeg syntes faktisk, at det var rosværdigt. Soc og SF fik forventelige klø hos vælgerne, hvor det trods alt var lettere for fx Konservative at forsvare beslutningen. Vi gjorde jo blot, hvad vi havde argumenteret for i valgkampen. Desværre fik den endelige løsning med Enghøj og Sønderkær kun opbakning fra et lille flertal, hvilket ikke overrasker mig. Skolelukninger har altid været "gift" for politikeres karriere-muligheder, og SF benyttede en kattelem til at slippe for det ubehagelige medansvar, selv om de også ønskede færre skoler. At Hvidovrelisten ikke blev del af beslutningen, var for mig det mest forudsigelige. Det var bekvemt at binde sin modstand op på, at "processen var dårlig, mangelfuld" osv - hvorfor man sagde nej til løsningen. Sådan bliver man populær hos modstandere af lukninger, og samtidig kan man bilde tilhængere af lukninger ind, at man ikke er uenig med dem. Det ændrer i min verden ikke på, at Hvidovrelisten først og fremmest tænker strategisk og på, hvad der er flest stemmer i. Man kan kalde sig "borgernes vogter" og andre ting, men fakta er, at Hvidovrelisten ikke ville tage politisk ansvar, da det var nødvendigt. "Borgernes vogter" vendte reelt 5000 skolebørn ryggen. Hos Konservative føler vi modsat, at beslutningen efter 4 års slid (uanset at nogle vil finde det upassende, hårdt og urimeligt) er den største lokalpolitiske sejr for Konservative i mange år. I sensommeren 2011, hvor ingen skulle nyde noget af at pege på en løsning blandt de 18 fremlagte scenarier, pegede vi på en lukning af Enghøj og Sønderkær som den løsning, som vi fandt mest rigtig. Vi er helt klar over, at nogle vil opleve ulemper eller ligefrem forhold, som den enkelte elev/lærer/forælder vil føle som forringelser, men vores vurdering er dén, at løsningen er den bedst mulige for det samlede skolevæsen. Ligesom der i dag er nogle, som oplever ulemper, så vil der fremover være nogle, som har den oplevelse. Skolevæsenet påvirker måske 40 % af Hvidovre-borgernes hverdag - hvad enten de er elever, forældre eller ansatte i kommunen. Derfor anerkender jeg også, at nogen i Hvidovre føler sig dårligt behandlet. Men det er urimeligt, når man i debatten påstår, at flertallet af politikerne "er ligeglade med børnene". Intet er mere forkert. Vi lægger selvfølgelig ikke ryg til øretæver i det omfang, hvis vi ikke tror på, at vi gør det rigtige. Vi tænker på ALLE børnene og ikke blot ca. 10 % af dem. Nu er beslutningen truffet, og jeg håber, at alle vil se fremad. Vi skal i gang med at stille mål op for at løfte kvaliteten i vort skolevæsen. Der er skabt bedre mulighed for at gøre det, for økonomien på skoleområdet er forbedret. Det var helt afgørende for, at vi ikke skulle stå i modsatte situation og rent faktisk se et fald i kvaliteten. Som jeg har lovet, så vil jeg arbejde målrettet for, at vi får en synlig strategi for "udvikling af skoleområdet". Tidligere har man i for høj grad ladet sig lulle i søvn, og ikke haft klare mål for, hvor man vil hen. Konservative vil fremsætte forslag om at få udviklingen på dagsordenen. Jeg er ikke så naiv, at jeg forventer, at vi har mødt den sidste udfordring i at dreje ¿skibet¿ i den rigtige retning. Ingen kan vide præcis, hvordan den nye struktur vil ændre på adfærd, søgning til skolerne og andre ting. Det er der vilje til at arbejde med, og så må vi foretage de nødvendige justeringer. Jeg håber, at alle nu vil koncentrere kræfterne om at få et velfungerende skolevæsen i de nye rammer. Med rette vilje hos alle opnår vi den bedst mulige hverdag - uanset om man er elev, forælder eller medarbejder. Det giver mig en tro på, at det i løbet af ganske få år vil give fremgang for Hvidovre Kommunes samlede skolevæsen.
Publiceret: 07. Februar 2012
|
KONTAKT/LINKS
Kontakt » Kontakt Steen Ø. Larsen via mail.
Konservative » Besøg partiets hjemmeside.
Hvidovre Avis» Besøg den lokale avis og læs om politik, kultur m.m. i Hvidovre.
|